Kvindelig frisør udsat for groft røveri: Endte i klammeri med rumænske røvere
Lørdag udviklede et tyveri i en frisørsalon på Vindingevej i Roskilde sig til røveri
En 70-årig kvindelig frisør var alene med en kunde, som sad i frisørstolen, da to udenlandske mænd lørdag klokken 13:33 kom ind i salonen under påskud af, at de ville købe shampoo.
På engelsk spurgte den ene til varerne på hylden og fremviste en 1.000 krone seddel, som han ville betale med. Den anden mand sad ved indgangen og afventede.
Indehaveren fattede mistanke, fordi hun tidligere har været udsat for tricktyveri. Hun bad kunden i stolen om at ringe 112, men det nåede hun dog ikke før en af mændene var gået længere ind i butikken, hvor han stak hånden ned i indehaverens taske. Her lå en kuvert med et kontantbeløb, som manden tog op af tasken.
Den 70-årige frisør forsøgte at stoppe manden og sagde, at han ikke måtte tage hendes penge. Han skubbede herefter kraftigt til kvinden og løb, sammen med den anden mand, ud af butikken, hvorfra de blev samlet op af et udenlandsk køretøj med flere personer i.
Politiet kom talstærkt til stedet og flere patruljer ledte efter flugtkøretøjet i området.
På Holbækmotorvejen lykkedes det en halv times tid senere at standse en svensk indregistreret bil med fem personer fra Rumænien i køretøjet. De blev alle anholdt og taget med til politistationen.
Alle fem blev sigtet for røveri eller medvirken til røveri. To kvinder på henholdsvis 18 og 23 år samt en mand på 32 år blev løsladt efter endt afhøring og løsladt. De er dog forsat sigtet i sagen.
En 28-årig og en 35-årig mand blev søndag formiddag fremstillet i grundlovsforhør, hvor de blev varetægtsfængslet i 4 uger.
Den 70-årige indehaver af salonen og hendes kvindelige kunde var påvirket af hændelsen, men slap uden fysiske skader, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.