Ups: Kvinde tog fejl af pedalerne og kørte ind i flere biler
36-årig kvinde ramte speederen i stedet for bremsen
Arkiv
En 36-årig kvinde var tirsdag eftermiddag skyld i et færdselsuheld med tre biler på Tisetvej ved Solbjerg syd for Aarhus.
Hun kom i et sving til at ramme speederen i stedet for bremsen og kørte derfor i høj fart ind i siden på en modkørende bil med en 60-årig mand bag rattet.
Derefter fortsatte kvinden videre ind i en bil, der blev ført af en 43-årig kvinde.
Ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet, der skete tirsdag klokken 16.20, oplyser Østjyllands Politi.
Den 36-årige kvinde er sigtet for at være skyld i uheldet.
jr