"Det er helt utænkeligt, at det her er et større setup"
56-årig mand blev kendt skyldig i overgreb på sin tidligere steddatter på et fortsat ukendt gerningstidspunkt. I retten var der uenighed om, hvilke beviser retten skulle lægge vægt på i sin afgørelse
Tirsdag faldt der dom i sagen om et seksuelt overgreb på en syvårig pige, hvor en 56-årig mand fra Aarhus, kendt i erhvervslivet, blev kendt skyldig i at have forgrebet sig seksuelt på sin tidligere steddatter. Retten takserede kendelsen til en seks måneders ubetinget fængselsdom.
Det var pigens mor – og den nu dømtes ekskæreste – der anmeldte overgrebet til politiet. Hun har vidnet to gange i sagen.
Lokalavisen Aarhus har fulgt sagen i flere artikler, og efter anke af dommen til Landsretten blev det besluttet, at der stadig skal være navneforbud i sagen.
Slavisk porno-gennemgang
Retsmødet blev indledt med, at anklager Peter Mathiasen gennemgik nogle af sagens bilag. Anklageren gennemgik blandt andet den ransagningsrapport, der blev udarbejdet i forbindelse med, at den nu dømte mand blev anholdt på sin arbejdsplads og efterfølgende fik ransaget sit hjem – hvilket manden havde indvilliget i.
Det kom også frem, at der under ransagningen blev fundet adskilligt elektronisk udstyr, som efterfølgende blev undersøgt af politiets kriminalteknikere. Der blev fundet e-mails, chats, dokumenter, billeder og videoer på gammel Acer-computer, der ikke havde været i brug siden 2017. Intet af det fundne materiale var dog af interesse for sagen.
Anklageren rettede i stedet fokus mod computerens internet-historik, hvor det fremgik, at den nu dømte mand havde set flere pornofilm på PornHub.com, hvor omdrejningspunktet i videoerne havde været ’steddatter’ og andre familieære relationer.
Anklageren brugte omkring 40 minutter på at opremse titler på videoer med relevans for sagen, der alle var set før november 2017.
Virksomhed på nødplan
Den dømtes personlige forhold blev herefter gennemgået af forsvarer Peter Gerken. Den 56-årige beskrives som en mand, der har haft en god opvækst, er højtuddannet og som i dag driver selvstændig virksomhed ved siden af sit arbejde. Han beskrives som sund og rask - både fysisk og psykisk.
Den tiltalte fik efterfølgende mulighed for at svare på spørgsmål fra sin forsvarer. Her forklarede han, at han havde indgået en orlovsordning med sit arbejde, og at en dom formentlig ville betyde en fyreseddel. Derudover fortalte han, at det var afgørende for ham at komme tilbage til den virksomhed, han driver fra sit hjem sammen med to ansatte.
”Virksomheden kører lige nu på en nødplan. Heldigvis har frivillige har trådt til og gjort et fantastisk stykke arbejde. Men det skaber utryghed, at jeg ikke er der, så det er vigtigt for mig at komme hjem og få det hele til at køre igen,” forklarede han.
"Utænkeligt, at det er et setup"
Anklager Peter Mathiasen indledte sin procedure med fastslå, at han ikke var i tvivl om rigtigheden af steddatterens forklaring.
”Hun var fast og troværdig i forklaringen om, hvad der skete igennem hele forløbet, siden hun betroede sig til sin mor. Vi har at gøre med en lille pige, som fortæller, når der er noget, hun ikke kan huske. Hun gætter ikke. Den lille pige beskriver kort, hvad der er sket med hende. Det er lige nøjagtig sådan med et barns ord, at et overgreb ville beskrives,” sagde han.
Peter Mathiasen henviste til videoafhøringerne af pigen, hvor hun er tydeligt berørt. Pigen siger som det første, at hun ikke vil fortælle, hvad der er sket, fordi det er et grimt ord. Efter et stykke tid får hun dog gradvist fortalt, hvad der er sket. Pigen blev blandt andet bedt om at vise på en bamse, hvad der var sket med hende, hvorefter hun pegede mellem bamsens ben.
Anklageren lagde især vægt på omstændighederne omkring det tidligere familiære forhold mellem den 56-årige og pigen.
”Tiltalte er en mand, som hun har en hverdag med og et betroelsesforhold til,” fremhævede han.
Anklageren afviste på det kraftigste, at anmeldesen kunne være et udslag af en magtkamp mellem moren og den 56-årige, som forsvareren og den nu dømte ellers havde fremført.
”Det er helt utænkeligt, at det her er et større setup eller en måde at få den tiltalte ned med nakken på – eller at det skulle være et udslag af en reaktion fra morens side.”
"Se bort fra vidner"
Mandag forklarede to vidner i retten, at de havde set steddatteren blive afhentet til festen i 2018, hvor overgrebet ifølge tiltalen kunne være sket. Det er endnu ikke klarlagt, om man mener, overgrebet skulle være sket til den årlige fest i 2018 eller 2019. Vidnernes forklaringer mente anklageren dog ikke, at domsmandsretten skulle tage hensyn til i sin afgørelse.
”De forklaringer skal retten se helt bort fra. Indtil nu har der kun været enighed om, at børnene sov der til begge fester. Der bør lægges vægt på de supplerende afhøringer, som kom i forlængelse af vidnerne. Her foreviste morens veninde med tekniske beviser, at moren var ved åen i Aarhus den nat. Hun kunne altså ikke have hentet sin datter til julefrokosten,” siger han.
Anklageren fremhævede endnu engang de pornografiske videoer med titler relateret til ’steddatter’, som blev fundet i den 56-åriges søgehistorik på den gamle computer.
”Det er anklagemyndighedens opfattelse, at titlerne tyder på en klar interesse på sex mellem nært beslægtede og sexvideoer med temaer som ’far med datter’ eller sex mellem steddatter og stedfar. Sexvideoerne er besøgt i tiden op til festen i februar 2018.”
Anklageren krævede på baggrund af de fremlagte forhold den 56-årige mand idømt seks måneders ubetinget fængsel.
"Børn kan have falske erindringer"
Forsvarer Peter Gerken indledte sin procedure med at sige, at beskyldninger for sædelighedsforbrydelser er noget af det mest modbydelige, man kan forestille sig.
”Det medfører både angst, frustration og afmagt. Jeg tror på [tiltalte], og jeg har tillid til hans forklaring. Og derfor kræver jeg frifindelse,” procederede han.
Forsvareren forklarede, at afhøringer af børn er en helt særlig disciplin, og han såede tvivl om, hvorvidt moren eller politiets professionelle afhørere uretmæssigt havde påvirket pigen.
”Børn kan have falske erindringer, der erindres som i overensstemmelse med sandheden. Børn såvel som voksne kan påvirkes til at huske ting, de ikke har oplevet."
Peter Gerken lagde vægt på, at steddatterens forklaringer ikke havde en ”rød tråd”.
”Der er bestemte regler for, hvordan børn skal afhøres, og det varetages af folk med specielle uddannelser, som nøjagtig ved, hvordan man spørger. Anmelder i denne sag har selv foretaget afhøringen af sit barn og optaget det på sin mobiltelefon. Beviserne i denne sag kan ikke bygges op omkring morens egen afhøring,” lød det fra Peter Gerken.
”Man skal ikke begive sig afsted med at afhøre et barn. Moren siger selv, at hun er bange for at gøre noget forkert, men måske har formålet netop været at sikre, at lydfilen fik det indhold, som anmelder gerne ville have.”
I videoafhøringerne af pigen kunne man høre moren sige: ”Søde skat, det er vigtigt for mor det her”, og pigen sagde på et andet tidspunkt: ”Jamen mor, jeg kan ikke give den perfekte forklaring, som du gerne vil have”, pointerede forsvarer Peter Gerken.
Ud over den manglede røde tråd i vidneforklaringen af pigen fandt han yderligere manglende beviser for at dømme den 56-årige mand.
”Man kan ikke dømme den tiltalte for en seksualforbrydelse uden at have et gerningstidspunkt. Det må kræves, at der er ganske sikre beviser i sådan en sag for, hvordan sådan et forhold skulle være fundet sted,” fastslog forsvareren.
"Usandsynligt og utroværdigt"
Peter Gerken fremhævede det ekstraordinært konfliktfyldte forhold mellem den 56-årige og pigens mor.
”Hun (moren til pigen) har før sagt, at hun følte sig presset, følte sig trængt op i en krog og ville gøre alt for at slippe ud af denne situation. Hun har sagt, at den han (den 56-årige) kunne tilbyde pigen langt bedre forhold rent materielt, og derfor følte hun sig presset,” siger han.
Forsvareren satte også spørgsmålstegn ved, om pigen var vågen under den påståede gerning, idet pigen under videoafhøringerne sagde: ”Jeg kan ikke huske det. Jeg sov bare. Men så fik jeg en dårlig drøm."
Forsvareren mente, at afhøreren trak svarene ud af pigen. Han beskrev det som ledende spørgsmål, hvilket ifølge ham gør troværdigheden af forklaringen lav.
”Pigen kan ikke huske, om overgrebet fandt sted om sommeren eller vinteren, om det var lyst eller mørkt, eller om hendes søskende var til stede eller ej. Hun kan heller ikke huske, hvad hun lavede dagen efter,” sagde forsvareren.
”Det er usandsynligt og utroværdigt, at overgrebet skulle være gennemført mellem tre sovende børn. To troværdige vidner bekræfter endda, at hun (pigen) forlod festen. Afhøringerne af de to øvrige børn peger på, at de aldrig har oplevet noget ubehageligt omkring tiltalte.”
Forsvareren stillede endvidere spørgsmålstegn ved den omtalte adfærdsændring hos pigen efter overgrebet, da der ikke skete en ændring i antallet af pigens besøg hos den 56-årige, hvor hun jævnligt kom.
Forsvareren forholdt sig ikke til den tidligere beskrevne søgehistorik og det pornografiske materiale. Han sagde, at det ikke havde betydning for sagen. Afslutningsvis konkluderede han, at der var mere end rimelig tvivl om skyldsspørgsmålet i sagen.
Afgav løfte til steddatter
Den 56-årige fik det sidste ord i retten. Han havde et billede af sin steddatter på bordet, da han forklarede, at han i julen 2017 havde haft en snak med sin steddatter, som havde meget på hjerte på grund af en tumultarisk hverdag hos moren.
”Hun ville ikke snakke eller spise noget den aften. Vi sad på sengekanten, og hun fortalte mig, at hun undrede sig over en masse ting i sit liv. Det var mange bekymringer for en lille pige, som rørte mig rigtig meget. Jeg følte stor afmagt, men jeg sagde til hende, at hun var meget højt elsket af alle, og at voksne nogle gange opfører sig fjollet. Uden at grave grøfter. Vi afgav et løfte til hinanden den aften. Jeg lovede hende, at jeg aldrig ville svigte eller forlade hende. Hende og jeg skulle have hinanden hele livet. Hun lovede mig det samme. Det er et løfte, som jeg aldrig agter at bryde. Uanset hvad. Ingen kan tage det løfte fra os. Siden den dag har hun kaldt mig far. Tak for ordet,” lød det fra den tydeligt berørte mand.
Efter dommen anmod anklageren om, at den 56-årige, der har siddet varetægtsfængslet i to måneder, fortsat skulle være varetægtsfængslet, da han kunne påvirke ankesagen. Forsvareren protesterede, men dommeren fulgte anklagemyndighedens anmodning.
Lokalavisen Aarhus' tidligere artikler om sagen: