15-årig dreng fundet død ved idrætsanlæg
En 15-årig dreng blev lørdag fundet død i Hørby i Vendsyssel
Nordjyllands Politi modtog lørdag morgen en anmeldelse om en dødfunden person ved idrætsanlægget i Hørby i Vendsyssel.
Politiet kan i dag bekræfte, at den afdøde er en 15-årig dreng, der stammer fra lokalområdet.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet har massivt efterforsket dødsfaldet, og efterforskningen er ledt til anholdelsen af en 32-årig mand fra Frederikshavns Kommune.
Politiet ønsker endnu ikke at redegøre for dødsårsagen, men den 32-årige mand er sigtet for at have efterladt den 15-årige dreng i hjælpeløs tilstand. Han blev anholdt klokken 22.20 lørdag aften.
Den intense efterforskning har budt på en kortlægning af drengens færden op til dødsfaldet, og adskillige personer er blevet afhørt, ligesom der er foretaget en lang række tekniske undersøgelser i området.
"Det er en meget tragisk sag, som vi har efterforsket intenst, siden anmeldelsen indløb til os lørdag morgen klokken 08.08,” siger vicepolitiinspektør Sune Myrup, som tilføjer, at politiets efterforskning har kunnet påvise, at der forud for dødstidspunktet har været kontakt mellem afdøde og den nu anholdte mand. En kontakt, som politiet af hensynet til efterforskningen, ikke på nuværende tidspunkt kan uddybe.
"Men det er med baggrund i denne kontakt – og selvfølgelig de øvrige oplysninger, som vores efterforskning har tilvejebragt – at vi i dag fremstiller den anholdte mand i et grundlovsforhør med krav om fængsling," fortæller han.
Den anholdte bliver fremstillet søndag klokken 11.00 ved et lukket grundlovsforhør, der foregår ved retten i Hjørring.
Til Nordjyske oplyser politiet, at drengen og den anholdte har været i kontakt.
"Jeg kan sige, at den 32-årige har været i kontakt med den unge mand i løbet natten til lørdag," siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Bruno Brix til Nordjyske.
dp