Blev overfaldet og fik kniv i ballen: To mænd måtte på skadestuen
To mænd blev natten til onsdag stukket i lår og bagdel på en p-plads i Spørring. Politiet leder stadig efter gerningsmændene
112 Østjyllands Politi fik natten til onsdag kl. 00.41 en anmeldelse om, at to mænd var blevet stukket med kniv under et slagsmål på en p-plads på Mosegårdsparken i Spørring ved Trige.
Flere patruljer kørte til stedet, men der var ingen personer, da de ankom. På en tankstation på Landevejen i Ødum fik politiet dog kontakt med to mænd på 17 og 22 år, som begge var sårede af knivstik. Den 22-årige havde stiksår i låret, og den 17-årige var blevet stukket i låret og den ene balle.
Begge blev kørt til behandling på skadestuen. Omkring Mosegårdsparken fandt politiet flere blodspor, og det tyder på, at mændene er blevet overfaldet her af flere personer.
De to mænd har foreløbigt ikke haft den store lyst til at fortælle, hvad der skete, men Østjyllands Politi efterforsker episoden nærmere.
Har du set mistænkelige biler eller personer i og omkring Spørring natten til onsdag, eller har du oplysninger om overfaldet, så kan du ringe til Østjyllands Politi via telefon 114.
am