16-årig dræbt i knallertulykke
Arkiv
En dreng på 16 år er død efter en knallertulykke i Brabrand sent onsdag aften.
Han var en af tre drenge/mænd, der sad på en knallert, som kørte ind i et træ. Politiet fik anmeldelsen onsdag klokken 23.31, og kort tid efter politiets ankomst blev den 16-årige erklæret død af en læge.
Politiet kender ikke årsagen til ulykken, som skete i krydset ved Louisevej og Brabrand Skovvej, skriver Ritzau ifølge JP Aarhus.
"Vi har ingen forklaring endnu, men vi tror, at det skyldes uopmærksomhed. Vi har ikke grund til at tro, der ligger andet bag," siger Østjyllands Politis vagtchef Flemming Lau.
De to andre på knallerten var en 17-årig dreng, der brækkede en arm, og en 18-årig mand, der slap med knubs. Alle tre er fra Aarhus.
jr