"Det er et spørgsmål om tid, før en voldtægt finder sted"
Forældre får foruroligende besked om voldelig adfærd ved skole
Københavns Vestegns Politi øger nu patruljeringen omkring Fløng Skole, efter skolens ledelse har følt sig nødsaget til at sende en foruroligende advarsel ud til elevernes forældre.
Her melder skolen ud, at en festkultur omkring skolen i fritiden har udviklet sig på uhyggelig vis, og skolen appellerer til, at forældrene holder skarpt opsyn med deres børn, hvis de er i nærheden af festerne.
Det sker angiveligt efter, at skolens lærere i samtale med bange elever har fundet ud af, at der bliver begået overgreb på piger helt ned til 6. klasses-niveau. Og ifølge skolen er det udefrakommende unge fra Hedehusene/Charlotteager, som opfører sig voldsomt uanstændigt.
"De unge mennesker fra Hedehusene og Charlotteager udviser nemlig en rigtig bekymrende adfærd i form af voldtægtskultur. Vi har flere piger, som fortæller om, hvordan de bliver hevet fat i, trukket ind i buskadser, generelt isoleret fra deres venner og gruppen for at få tilbud om penge, hvis de fx. viser deres numse/bryster. Mere grelle tilfælde, hvor pigerne har skullet vriste sig fri fra mændenes greb, samt sparke og råbe om hjælp for at slippe fri fra deres berøringer. Alle pigerne understreger, at de siger "NEJ" rigtig mange gange, men at det bliver ignoreret fuldstændig og til sidst må de fysisk forsøge at flytte," skriver skolen blandt andet til forældrene, og fortsætter:
"Sådan som det bliver fortalt, vurderer vi, det kan være et spørgsmål om tid, før en reel voldtægt finder sted. Vi taler om piger helt ned til 6. klasse, som bliver antastet/kigget på af halvvoksne mænd. Vi er dybt bekymrede for de unge pigers velbefindende og sikkerhed."
Efterfølgende har Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse meldt ud, at man er i tæt dialog med skolen.
"Derfor har vi været en del i området den sidste tid og havde blandet patruljer på stedet både onsdag og torsdag aften. København Vestegns Politi har ikke modtaget anmeldelser om seksuelt krænkende adfærd, som det er blevet beskrevet på blandt andet skolens AULA og de sociale medier. Det er dog vigtigt at understrege, at hvis der er unge, der har oplevet seksuelle krænkelser, så opfordrer vi til, at man kontakter politiet."
Torsdag delte integrationsminister Mattias Tesfaye skolens besked på Facebook, efter han modtog den fra en bekymret far.
"Jeg måtte læse beskeden to gange. Det er jo komplet vanvittigt. Rystende. Skræmmende. Totalt uacceptabelt. Det er så hamrende vigtigt, at det ikke bliver pigerne, der må blive hjemme. De skal ikke have indskrænket deres frihed på sommeraftener. Det må være disse klamme mænd, der skal jagtes ned. Og bag lås og slå, hvis de begår voldtægt og overgreb. Og sendes ud af landet på røv og albuer, hvis de er udlændinge."
dp