Fortsæt til indhold

Vrede turister giver fuckfingre og viser knyttede næver: Her er der kaotiske tilstande

Krimi
Arkiv

Den massive menneskestrøm, der lige nu rammer Fanø, skaber kaotiske tilstande ved færgen, hvor flere fastboere fra øen føler sig chikaneret af turister. Flere har oplevet af at blive både dyttet og råbt af og i enkelte tilfælde har vrede turister ligefrem spærret den vejbane, der er forbeholdt øboere, skriver JyskeVestkysten.

Coronakrisen og regeringens beslutning om at give fodgængere gratis færgeoverfart til blandt andet Fanø midt i højsæsonen har skabt en gigantisk strøm af turister, der lige nu rammer øens mange pendlende fastboere. Trykket på færgen er enormt, og det har skabt kaotiske scener ved færgelejet i Esbjerg. Sådan lyder kritikken fra flere borgere på Fanø.

De oplever chikane fra turister, der er vrede over, at man som øboer har et Ø-Bizz, så man kan benytte sig af en særlig bane ved betalingsanlægget.

En af de fastboere fra Fanø, der har oplevet vrede reaktioner fra turister, er Rikke Rosenberg, der arbejder ved Syd- og Sønderjyllands Politi. Hun har flere gange oplevet at blive både råbt til og dyttet af, når hun tager ø-banen, og i enkelte tilfælde har biler ligefrem spærret for hendes adgang til køen, skriver JV.dk.