Røvet i eget hjem: Fem mænd trængte ind i lejlighed og overfaldt sagesløst offer
Nu offentliggør politiet billeder af to formodede gerningsmænd.
Opdatering: Den ene af de - med foto - efterlyste, er nu anholdt. Det oplyser Københavns Politi.
Torsdag 17. november klokken cirka 21.00 begik en gruppe gerningsmænd et hjemmerøveri i en lejlighed på vejen Ved Bellahøj Nord i Brønshøj.
I alt fem gerningsmænd trængte ind i lejligheden, hvor de begik vold mod den forurettede, tog flere værdigenstande og forsvandt fra stedet.
En er allerede varetægtsfængslet for røveriet, men nu beder Københavns Politi om hjælp med at finde resten af røver-gruppen, det fremgår af en pressemeddelelse fra politikredsen.
De to efterlyste mistænkte beskrives som:
A: Mand, ca. 25-35 år, 175-185 cm høj, almindelig af bygning, lyst kort hår, lys i huden. Han var iført briller, en sort jakke, hvid skjorte, sort bæltetaske, lyse jeans og sorte mokkasiner.
B: Mand, 20-30 år, 180-190 cm høj, almindelig til kraftig af bygning, mørk i huden. Han var iført en blå jakke af mrk. Stone Island, sort halsedisse, sort bæltetaske af mrk. BLS, sorte træningsbukser og sorte sko.
Har man oplysninger i sagen, bedes man henvende sig på telefon 1-1-4.