Fortsæt til indhold

Kendt tryllekunstner plyndret: - Mit eksistensgrundlag er revet itu, trampet på, smadret og væk

Krimi
Jacob Nielsen

Alle, der har prøvet at have indbrud, ved, hvor indgribende og ødelæggende en oplevelse det kan være. For nogle kan det være en direkte katastrofe.

Det gælder blandt andre trylekunstner Sunny Cagara, som tilsyneladende har haft indbrud på sit kontor natten til søndag.

I et facebookopslag sætter den populære tryllekunstner ord på den forfærdelige situation, han står i netop nu:

"Alt er væk... Mit udstyr, mit eksistensgrundlag som tryllekunstner, er revet itu, trampet på, smadret og væk. Udstyr, som jeg har brugt de sidste 20+ år på at finde i hele verden, opkøbe, samle, udvikle, designe og finpudse."

Ikke nok med at Sunnys professionelle grej er forsvundet. Det samme er flere af hans og familiens private værdier. Det gælder opsparing, smykker og en USB-nøgle med private oplysninger, koder osv.

"Vi skal starte forfra, både i virksomheden og privat. Corona var og er led mod mange, inklusiv os, men det her .... FUARK.. jeg plejer at holde hovedet højt, men det hér, var det sidste luft der blev slået ud af mig," lyder det opgivende fra den ellers humørfyldte magiker.

Kontakt nærmeste politi på telefon 1-1-4 hvis du støder på effekter, som, du mener, kan stamme fra indbruddet, eller hvis du har oplysninger, der kan lede til gerningsmændene bag.

Sunny Cagara har fået stjålet og ødelagt sine uvurderlige trylle-effekter. Arkivfoto: JN