Kvinder gik jalousi-amok: Smadrede bil med brosten
Tre 19-årige kvinder er ved Retten i Nykøbing Falster blevet dømt for groft hærværk mod en fjerde kvindes bil. Angiveligt på grund af jalousi, skriver Folketidende.dk.
Hærværket fandt sted på Torvet i Maribo den 1. september, hvor de tre kvinder hentede brosten, som den ene af dem kastede på bilen, mens den anden filmede, og den tredje så på.
Filmoptagelsen blev, sammen med en overvågningsvideo fra en nærtliggende restaurant bevis nok mod kvinderne til, at de blev dømt, selvom to af dem nægtede forholdet.
Den kvindelige bilejer havde krævet 16.000 kroner i erstatning, hvilket hun fik medhold i. Hærværkstrioen slap dog billigere, fordi de har lave indtægter.
De to kvinder, som kastede stenene og filmede, fik seks dagbøder af 500 kroner, mens den tredje kvinde slap for bødestraf, da hun ifølge Folketidende.dk i forvejen var idømt en straf på 20 dages fængsel for tyveri og biltyveri, og hærværksdommen ikke ville øge den straf.
Statskassen går nu ind og dækker det resterende bødekrav og de øvrige sagsomkostninger.
jn