Bilist kører helt forkert: Satte sig fast på letbaneskinner
Mandlig bilist sigtet for overtrædelse af færdselsloven
Mandag morgen er letbanetrafikken delvist indstillet på en strækning af midtbyen.
Årsagen er, at en lille personbil klokken 07.08 forvildede sig ind på letbaneskinnerne ved Mindet/Dokk1.
Det er ikke første gang, det er sket, men det er dog første gang, at det er sket i retning mod Sydhavnen.
Den mandlige bilist kom kørende fra Europaplads og svingede ved letbaneoverskæringen til højre mod Sydhavnen.
Det bekræfter Østjyllands Politi.
"Det var en herre, der var ved at komme for sent på arbejde, så han skyndte sig på letbanen," lyder det i spøg fra vagtchefen som oplyser, at manden er blevet sigtet for overtrædelse af Færdselsloven.
"Det er han, for der må man selvfølgelig ikke køre, og der er skiltet meget tydeligt i det kryds," siger vagtchefen.
Han fortæller, at bilen satte sig fast og skulle hjælpes fri. Nogen større operation er det dog ikke, så letbanetrafikken kunne hurtigt genoptages.
Der var ifølge Østjyllands Politi ingen fare for påkørsel i situationen.