17-årig tyv anholdt efter farlig biljagt i Viby
Flugtbilist kørte over for rødt og påkørte to bomme på en cykelsti
En stor sten og en politihund var, hvad der til sidst fik en 17-årig flugtbilist i håndjerne sent mandag aften.
Forinden havde han i sin flugt fra politiet kørt voldsomt farligt rundt i Viby.
En politipatrulje fik klokken 23.35 øje på en varevogn på Sønderhøj. Varevognen var meldt stjålet fra en boligforening i området, så patruljen satte efter varebilen for at standse den.
Men da de blinkende lys og sirenen blev sat i gang, trådte føreren speederen i bund. Ad Chr. X's Vej kørte varebilien flere gange over for rødt, indtil den endte på Bushøjvej, hvor den kørte op på en cykelsti og ind i to bomme, da vejen ender blindt.
Det fik varebilen til at blive skubbet ind i en stor sten, så den ikke kunne køre videre.
Føreren, den 17-årige dreng, sprang herefter ud af varebilen og forsøgte at løbe fra stedet. Betjentene råbte flere gange til ham, at han skulle standse, men den han fortsatte og blev i stedet bragt til standsning af en politihund.
Den 17-årige blev anholdt og sigtet for indbrud i kontor, brugstyveri af varebilen, kørsel uden førerret, for at køre over for rødt og for besiddelse af en mindre mængde narko.
I bilen sad desuden en 19-årig mand, som ligeledes blev anholdt og sigtet for indbrud i kontor og for brugstyveri af varebilen.
ddp