Kan han hjælpe præsten, der er sigtet for at have myrdet sin kone Maria From Jakobsen?
Den drabssigtede præst Thomas Gotthard har udskiftet sin beskikkede advokat Jan Aarup, der har repræsenteret Gotthard, siden han 15. november blev anholdt og sigtet for at have dræbt sin kone Maria From Jakobsen.
Det oplyser Jan Aarup til Ekstra Bladet.
Hans afløser er forsvarsadvokat Jesper Storm Thygesen, som Ekstra Bladet betegner som stjerneadvokat.
Thomas Gotthard nægter at have myrdet sin kone, psykolog Maria From Jakobsen, og har med sin nu fyrede advokats hjælp forsøgt at blive løsladt og opretholde navneforbudet mod ham og omtale af hans stilling som sognepræst.
Begge dele blev for nylig ophævet, og Nordsjællands Politi udsendte før jul billede og navn af den drabssigtede præst og efterlyste viden om hans færden fra 23. oktober til 15. november.
Maria From Jakobsen forsvandt fra sit hjem mandag 26. oktober. Tre uger senere blev Thomas Gotthard anholdt og varetægtsfængslet sigtet for at have planlagt og udført drab på Maria og skaffet sig af med hende.
Thomas Gotthard har ifølge politiets teori skaffet sig tid til at skjule sporene ved at påstå, at Maria frivilligt havde forladt ham i nedtrykt sindstilstand.
jr