Pløjede cyklist ned med vilje: »Jeg har svært ved at forholde mig til vold med døden til følge«
Onsdag er dommen faldet over bilisten.
En nu 30-årig mand har fået seks års fængsel for at køre en 45-årig cyklist ned - ifølge politiet med vilje.
Nu har han fået sin dom. Den lyder på seks års fængsel for vold med døden til følge.
Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Han var tiltalt for forsætligt at have påkørt en 45-årig mandlig cyklist på cykelstien ud for Naturhistorisk Museum på Østre Voldgade i København.
Forud var gået en mindre kontrovers om uenighed i trafikken.
Påkørslen fandt sted for præcis et år siden, og den påkørte cyklist pådrog sig så alvorlige skader, at han to dage senere afgik ved døden.
Den 30-årige mand blev ud over fængselsstraffen også idømt en ubetinget frakendelse af kørekortet, ligesom bilen blev konfiskeret efter reglerne om vanvidskørsel.
»Det er både en meget grov og usædvanlig sag, hvor uenigheder i trafikken ender med et dødsfald. Retten fandt, at det var den tiltaltes hensigt at påkøre cyklisten, men at han ikke havde forsæt til at dræbe ham, og derfor blev han dømt for grov vold med døden til følge,« siger anklager Han Lam fra Københavns Politi.
Tumult i retten
I retten fik den 30-årige det sidste ord:
»Jeg synes, det er svært at forholde sig til. Jeg ved godt, det ikke er manddrab, men jeg er stadig på det punkt, at det ikke var min intention at ramme ham til at begynde med. Så at forholde sig til at skulle straffes for grov vold med døden til følge er en ud af kroppen-oplevelse,« sagde den nu dømte.
Det gav en del tumult blandt den 45-åriges pårørende, hvor en af dem bliver smidt ud af retssalen, skriver B.T.
Den nu dømte har siddet varetægtsfængslet siden 15. december 2021. Han udbad sig betænkningstid i forhold til eventuel anke af dommen.