Fætre skyldige: Voldtog ung kvinde på Oslobåden - her er dommen
En 32-årig og en 38-årig mand blev kendt skyldig i sagen.
To mænd på henholdsvis 32 år og 38 år blev mandag i Københavns Byret kendt skyldig i voldtægt, voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje samt blufærdighedskrænkelse.
Det skriver Ekstra Bladet.
»Hun var meget beruset og ude af stand til at modsætte sig handlingerne og give samtykke,« lød det ifølge mediet fra dommeren i retten.
Mændene, som er fætre, fik hver et år og seks måneders fængsel. Derudover skal de betale 50.000 kroner i erstatningen til kvinden.
Enig domsmandsret
Voldtægten skete tilbage i april i år, hvor de to nu dømte fætre var på en familietur med Oslobåden. Her mødte den 32-årige mand en ung kvinde, som han senere på aftenen forsøgte at hjælpe tilbage til hendes kahyt og søster. Det lykkedes ikke, men her tilbød den 32-årige hende, at hun kunne sove hos ham - i den kahyt, hvor hans seks år ældre fætter også sov.
Mændene har nægtet sig skyldige, og der uenighed om, hvad der så skete.
Men mændene er i hvert fald nu blevet dømt af en enig domsmandsret for at have haft samleje med kvinden, og ført hendes hænder til at masturbere dem begge. Derudover blev den 38-årig dømt for at have haft analt samleje med kvinden, slikket hendes bryst og befølt hendes kønsdele med hænderne.