Fortsæt til indhold

Et kig bagi: Så blev bomberydderne tilkaldt

Der blev fundet over 300 kilo fyrværkeri.

Krimi
jro

Politiet fandt natten til fredag mere end et kvart ton nytårskrudt i en varebil.

Bomberydderne, EOD (Explosive Ordnance Disposal) blev tilkaldt.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Betjentene fik lidt over midnat øje på varebilen i en rundkørsel ved Ringvej Syd/Merkurvej i Randers SØ, og de besluttede sig for at lave en rutinekontrol.

De fik hurtigt dirigeret bilen ind til siden, og fik kontakt med føreren, der oplyste sit navn og cpr-nummer, og fortalte at han havde glemt sit kørekort og ikke havde andet ID på sig.

Et kig bagi

Betjentene besluttede at tage et kig bag i bilen, og det viste sig, at varerummet var delvist fyldt med kasser med fyrværkeri.

Kasserne havde alle havde fået revet mærkaterne af, så man ikke kunne se, hvor det kom fra.

Da føreren af bilen ikke ville fortælle, hvor han havde købt fyrværkeriet henne, fik betjentene mistanke til, at det var stjålet, og han blev derfor anholdt og sigtet for tyveri fra et ukendt sted.

300 kilo krudt

På grund af de store mængder fyrværkeri, der udgjorde omkring 300 kilo NEM (netto eksplosiv mængde), blev ammunitionsrydningstjenesten (EOD) tilkaldt for at fjerne det hele på sikker vis.

Efter at have spurgt yderligere ind til mandens identitet, erkendte han, at han havde udgivet sig for at være en anden. Han opgav nu rette navn – det viste sig, at han var en 41-årig mand fra Viborg, der i øvrigt er frakendt kørekortet.

Han blev derfor også sigtet for at have opgivet falsk navn og for kørsel i frakendelsestiden. Derudover bliver han formentligt sigtet for at have transporteret en større mængde fyrværkeri, der ikke var til eget brug.

»Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere og forsøger at finde frem til, hvor fyrværkeriet stammer fra,« skriver politiet.