Fortsæt til indhold

Midt om natten: Mand voldtog hjælpeløs kvinde på åben gade på byens torv

Voldtægsmand idømt behandlingsdom

Krimi
Arkiv

En 55-årig mand blev tirsdag i Retten i Aarhus idømt behandlingsdom uden længstetid for en nat i oktober at have voldtaget og haft andet seksuelt forhold end samleje med en 23-årig kvinde på et fortov på Klostertorvet i Aarhus, oplyser Østjyllands Politi.

Manden brugte ikke trusler eller vold under episoden, men retten vurderede, at kvinden befandt sig i en tilstand, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Det var den 22. oktober kl. 2.51, at en patrulje tog den 55-årige på fersk gerning, mens han lå ovenpå kvinden med bukserne nede. Ifølge betjentene, der også vidnede i retten, var kvinden så påvirket, at hun ikke kunne føre en samtale, og hun var meget svær at komme i kontakt med. Efterfølgende blev kvindens promille også målt til at være meget høj. Kvinden selv kan intet kunne huske fra aftenen eller natten.

I retten nægtede den 55-årige at have voldtaget kvinden. Han forklarede, at han havde mødt hende et sted i Aarhus, og at hun frivilligt havde haft seksuelt samkvem med ham.

Men den 55-årige ankede ikke dommen, der lød på en behandlingsdom uden længstetid på en psykiatrisk afdeling. Det vil sige, at han blev vurderet uegnet til almindelig fængselsstraf, og at han skal være på en psykiatrisk afdeling, indtil det vurderes, at han er rask nok til at blive udskrevet.