Gennembanket af teenagedrenge: Nu er tre af dem anholdt og varetægtsfængslet
Tre teenagedrenge varetægtsfængslet for grov vold mod 33-årig mand
To drenge på 16 år og en på 18 blev tirsdag morgen anholdt af Østjyllands Politi og sigtet for grov vold mod en 33-årig mand. De tre teenagere blev tirsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus med krav om varetægtsfængsling. Alle tre blev varetægtsfængslet i fire uger, oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen.
Overfaldet skete natten til søndag 1. december ved Børnehuset Lyset på Indelukket i Lystrup. Her henvendte den 33-årige mand sig til en håndfuld drenge, som han mistænkte for at være i gang med at begå hærværk. Efter lidt snak begyndte drengene at slå og sparke ham - også efter han faldt til jorden, har offeret forklaret politiet. Han skrev desuden om overfaldet i en lokal Facebookgruppe, som det fremgår af nedenstående artikel.
Det lykkedes den 33-årige at stikke af, men overfaldet kostede ham to brud på kæben og diverse knubs, har han oplyst til politiet.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, så Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at komme med yderligere oplysninger i sagen, udover at de tre teenagedrenge alle kommer fra lokalområdet.
jr