Fortsæt til indhold

Indenfor et døgn: Bil sat i brand to gange

Østjyllands Politi leder stadig efter gerningsmænd til bilbrande i Brabrand. Samme bil er blevet antændt to gange.

Krimi

Det vestlige Aarhus er hårdt ramt af bilbrande for tiden, og Østjyllands Politi fik natten til tirsdag - klokken 4.10 - endnu en anmeldelse om en bilbrand på en parkeringsplads på Spobjergvej i Brabrand. Det er anden gang indenfor et døgn - første gang var mandag klokken 12.19 - og der er tale om den samme bil.

Det bekræfter Emil Enemark Sørensen, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, til Lokalavisen Aarhus.

»Første anmeldelse kom mandag klokken 12.19 på Spobjergvej i Brabrand, hvor ukendte gerningsmænd havde knust to ruder på en bil på en p-plads, hvor der var sat ild indefra i bilen. Her var der kun tale om mindre brandskader, inden branden blev slukket. Der kom en ny anmeldelse klokken 4.10 på samme parkeringsplads, og da vi kom frem viste det sig, at det var samme bil, der var sat ild til,« siger Emil Enemark Sørensen.

Video: Local Eyes

»Jeg kan ikke sige så meget om, hvordan vi efterforsker sagen. Men ved den første brand var vi ude og lave sporsikring og har nogle ting at arbejde videre med uden at kunne komme det meget nærmere. Der er ingen anholdte på nuværende tidspunkt, så vi er stadig i gang med efterforskningen,« forklarer Emil Enemark Sørensen og tilføjer:

»Efter der blev sat ild til bilen for anden gang i nat, fik ilden bedre fat og bredte sig til to biler ved siden af. Alle tre biler har fået omfattende skader, og en fjerde bil har fået mindre skader. Så nu har vi igen været ude for at sikre spor. Derudover patruljerer vi lidt ekstra i området uden at have fundet frem til nogle gerningsmænd endnu.«