Spritstiv polak brager direkte ind i tavlevogn
Nu er firmabilen, han var kørende i, beslaglagt.
En 30-årig polsk mand bragede tirsdag ind i en tavlevogn. Angiveligt ikke uden grund - i hvert fald blæste han alkometeret op på en promille over to.
Derfor blev vanvidspakken læst igennem og taget i brug.
Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Klokken 17.47 fik politiet en anmeldelse om, at en bilist havde påkørt en afspærringstavlevogn i forbindelse med afspærring af en vognbane i det østgående spor på Vestmotorvejen ved Bjæverskov. En ambulance var også sendt til uheldsstedet.
På uheldsstedet fik politiet kontakt til en spirituspåvirket, 30-årig mand fra Polen, der dog har en arbejdsmæssig tilknytning til Danmark.
Fører var uskadt
Han var uskadt efter påkørslen af afspærringstavlevognen, der var placeret i overhalingssporet, fordi trafikanter skulle passere et vejarbejdsområde i vognbanen længst til højre.
Den 30-årige fører deltog i en vejledende alkometertest, der gav udslag for en spirituspåvirkning over to promille.
Derfor blev den 30-årige blev sigtet for spirituskørsel.
Politiet betrager i øvrigt uheldet som en sag om såkaldt vanvidskørsel, da en promille over to hører under vanvidspakken.
Politiet fik - blandt andet ud fra vidneforklaringer - klarlagt, at den 30-årige var kørt i en varebil ad motorvejen mod øst i overhalingssporet med højere hastighed end den skiltede, nedsatte hastighed forbi arbejdsstedet, hvor trafikanterne skulle passere i vognbanen længst til højre.
Fortsatte lige ud
Da den 30-årige fortsatte sin kørsel lige ud i overhalingssporet, påkørte han afspærringstavlevognen.
På trods af, at vragdele blev spredt ud over kørebanerne, blev andre trafikanter dog ikke direkte involveret i uheldet.
Politiet anholdt den 30-årige kortvarigt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Da der kunne være tale om vanvidskørsel ud fra resultatet af den vejledende alkometertest, beslaglagde politiet den varebil, som den 30-årige havde været fører af på uheldstidspunktet.
Firmabil beslaglagt
Varebilen er en firmabil, og bilejeren blev underrettet om både uheldet og beslaglæggelsen som følge af mistanken om vanvidskørsel.
Bilejeren ønskede dog beslaglæggelsen af varebilen forelagt en dommer, som nu skal se på det retlige grundlag.
Klokken cirka 19.20 var der ryddet op på uheldsstedet, og politiet afventer nu analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve, før den 30-årige hører nærmere om sagens videre forløb.