To ramt af stikflamme i supermarked
Torsdag skete en arbejdsulykke.
To personer kom torsdag til skade i en arbejdsulykke i et supermarked.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Klokken 08.36 blev der slået alarm fra et supermarked, hvor to personer var kommet til skade i forbindelse med deres arbejde.
En 36-årig mand fra Korsør og en 47-årig mand fra Haslev havde været i gang med at foretage reparationsarbejde på rørene til et køleanlæg i supermarkedet.
I forbindelse med lodning af et rør havde en stikflamme ramt begge mænd, der fik forbrændingsskader flere steder på kroppen.
Ingen af dem havde dog pådraget sig livstruende skader.
Arbejdstilsynet tilkaldt
De to tilskadekomne tog på skadestuen for at blive behandlet for deres skader, og Arbejdstilsynet blev underrettet, så en nærmere undersøgelse af omstændighederne ved ulykken kunne foretages sammen med politiet.
Senere skal Arbejdstilsynet og politiet se nærmere på de fremkomne oplysninger for at kunne afgøre, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken.