Bomberyddere på jagt efter krigs-bomber
En person mener at vide, at der ligger to bomber fra krigens tid. Nu skal det undersøges.
Et område skal undersøges af ammunitionsrydningstjenesten.
Derfor bliver det nu afspærret, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
En borger husker at have set to bomber på et område ved Sdr. Hygum ved Rødding efter Anden Verdenskrig.
Nu skal et eftersøgningshold fra Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste EOD afsøge området.
Syd- og Sønderjyllands Politi fik sidste år en henvendelse fra borgeren, der efter Anden Verdenskrig fik kendskab til de to bomber.
Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste, EOD, besigtigede herefter området sammen med borgeren og har derefter besluttet at undersøge det nærmere.
Et hold fra EOD og search-kompagniet kommer derfor til stedet i uge to og afsøger området for at afdække, om bomberne fortsat ligger i jorden.
»Når undersøgelserne er afsluttet vil myndighederne tage stilling til, hvad der eventuelt videre skal foretages,« skriver Syd- og Sønderjyllands Politi.
EOD forventer at bruge fem dage i området.
Hvorfor sagen først er kommet frem nu, står umiddelbart hen i det uvisse.