Fortsæt til indhold

Spejdere ville sælge lodsedler: Så gik mand amok med køkkenkniv

Tre spejdere blev mandag aften truet med en kniv, da de ville sælge lodsedler.

Krimi
Daniel Sennek

Tre spejdere bankede på døren til et hos på Nørregade i Hørby vest for Sæby. Her ville de sælge lodsedler, men endte i stedet med at blive truet på livet med en kniv.

Det skriver nordjyske.dk.

De tre spejdere bankede ifølge vagtchef Torben Larsen fra Nordjyllands Politi på huset, hvor de kunne se en mand derinde. Døren blev dog ikke åbnet og de tre gik videre, men de blev indhentet af en ung mand.

"Han trak en køkkenkniv og holdt den op foran ansigtet på dem," fortæller Torben Larsen til avisen.

Spejdere løb omgående fra stedet og direkte hjem til den enes far, som de fortalte om episoden. Han kontaktede Nordjyllands Politi, der sendte en patrulje til stedet. De kunne anholde en 25-årig mand i huset, hvor spejderne havde banket på.

Ved en ransagning blev der fundet en kniv som den, der blev truet med.

"Den anholdte er afhørt og sigtet for trusler på livet. Han har ikke ønsket at udtale sig om, hvad der foregik," fortæller Torben Larsen. Politiet ved altså ikke med sikkerhed, hvad der angiveligt fik den 25-årige til at true de tre unge spejdere, til nordjyske.dk.

Den 25-årige er løsladt igen, men han er stadig sigtet i sagen.