Skaller på dansegulvet startede uro ved åen
Politiet blev verbalt overfaldet, da man rykkede ud til voldsepisode på beværtning
Flere patruljer fra Østjyllands Politi måtte natten til torsdag rykke ud til en beværtning på Åboulevarden i Aarhus, da flere berusede mænd havde svært ved at opføre sig ordentligt.
Uroen begyndte klokken 00.44, da politiet fik en anmeldelse om, at en 25-årig mand havde nikket en 18-årig mand en skalle på dansegulvet på grund af nogle uoverensstemmelser.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor betjentene anholdt den 25-årige og sigtede ham for vold.
En 30-årig mand blev dog pludselig sur på politi og dørmænd og begyndte at råbe ”nazi” flere gange efter ordensmagten.
Det fik betjentene til også at anholde den 30-årige og sigte ham for at fornærme politiet. Det skabte en dårlig stemning mod politiet, og flere mænd var meget hidsige og aggressive, hvorfor patruljen tilkaldte forstærkning.
En 18-årig mand blev anholdt, da han stod og råbte skældsord i hovedet på betjentene, mens en 19-årig mand fik håndjern på, da han rakte ”fuck” efter patruljerne og råbte forskellige grimme ord efter dem.
Til sidst kom der ro på stedet og politiet kunne fragte de fire mænd til politistationen.
dp