Ægtepar i ulykke med lastbil: Nu er begge døde
De kørte op bag i en lastbil.
En ulykke mellem en lastbil og en personbil har kostet to personer livet.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Ulykken, der skete vest for Guldborg på Lolland, blev anmeldt mandag eftermiddag.
»Der er alvorlig tilskadekomst,« lød meldingen.
Nu viser det sig altså, at både fører og passager i personbilen blev dræbt i ulykken.
Ifølge Folketidende var det et ægtepar, begge født i 1956, der befandt sig i bilen.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser tirsdag, at ægteparret kørte op bag i lastbilen, hvorefter deres bil kilede sig fast.
Bilinspektør tilkaldt
Manden blev fløjet til Rigshospitalet, hvor han blev erklæret død. Kvinden, der blev fløjet til Odense Universitetshospital, døde få timer senere.
Der blev efterfølgende tilkaldt en bilinspektør for undersøge de nærmere omstændigheder og årsager til ulykken.
Lastbilchaufføren kom ikke til skade.
De dræbtes pårørende er underrettet.