85-årig kvinde udsat for tricktyveri i sin lejlighed
Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
Torsdag ved middagstid ringede det på døren hos en 85-årig kvinde, der bor i en lejlighed på Tranekærparken i Risskov. Da hun åbnede døren, stod der en kvinde uden for, der forklarede at hun havde låst sig ude af sin lejlighed og havde brug for hjælp. Kvinden fik den ældre kvinde til at gå med ud på altanen, hvor hun pegede ned mod en bil på parkeringspladsen og forklarede, at det var hendes bil. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Kvinden fik den 85-årige til at skrive en seddel til en veninde, hvorpå den fremgik, at hun havde låst sig ude og at der ville komme en låsesmed senere. Da den ældre kvinde havde skrevet sedlen forlod kvinden lejligheden igen. Først i løbet af aftenen opdagede den 85-årige kvinde, at der var forsvundet en pengekasse fra en køkkenskuffe.
Kvinden der ringede på beskrives som:
- 28-30 år gammel
- Ca. 165 cm høj
- Ikke etnisk dansk af udseende
- Almindelig af kropsbygning
- Lys i huden og med brunt, mellemlangt hår
- Talte dansk med accent
- Var iført en mørk skindjakke og mørke bukser
- Medbragte en mellemstor taske
Døgnet i øvrigt
Tyveri fra kasseapparat
Østjyllands Politi fik torsdag kl. 20.53 en anmeldelse om, at Rema 1000 på Frederiks Allé i Aarhus havde været udsat for et tyveri. En mand var kommet ind i butikken og havde haft held til at få adgang til kassen, hvor han havde stjålet nogle tusinde kroner, hvorefter han havde forladt stedet igen.
Manden beskrives som:
- Havde karseklippet, rødt hår
- Havde en tatovering på siden af hovedet
- Var i ført skort jakke og sorte bukser
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.
Slagsmål foran 7-Eleven
Østjyllands Politi blev natten til fredag kl. 01.07 kald til Immervad i Aarhus C, hvor et vidne havde set et slagsmål mellem to grupperinger foran 7-Eleven. Da politiet kom frem fik betjentene kontakt til en 21-årig mand, der blødte fra munden. Han forklarede, at han var blevet slået flere gange af en mand, der efterfølgende var gået fra stedet sammen med en kvinde i retning mod Guldsmedgade.
Signalementet af gerningsmanden blev sendt rundt til øvrige patruljer, og kort efter meldte en patrulje, at de havde set et par, der kunne passe på beskrivelsen ikke så langt derfra. Patruljen tog kontakt til den 23-årige mand, der blev anholdt og sigtet for vold.
Torsdag kl. 20.10 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Ormslevvej i Viby.
jwh