Fortsæt til indhold

Aften i klatreklub endte i ulykke: Faldt ned på betongulv fra flere meters højde

Manden blev bragt til sygehuset - og nu skal ulykken undersøges nærmere.

Krimi
am

Kl. 20.39 tirsdag aften måtte politiet rykke ud til Holbæk Klatreklub, hvor en person var faldet ned og kommet til skade, så en ambulance var sendt til stedet.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Fra klatreklubben blev en 48-årig mand fra Holbæk indbragt til et sygehus, hvor han blev indlagt til undersøgelse og behandling for mulige knoglebrud i torsoen.

Politiet fik klarlagt, at den 48-årige - iført en sikkerhedsline - var kravlet op ad en cirka 10 meter høj klatrevæg, hvorefter han lod sig fire ned. Men da han manglede cirka fem meter ned, røg sikkerhedslinen pludselig løs fra der, hvor den var holdt fast, og den 48-årig faldt ned på et betongulv.

Arbejdstilsynet er underrettet om ulykken og undersøger nu nærmere, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken, når den konkrete årsag til udløsningen af sikkerhedslinen måtte være klarlagt.