Fortsæt til indhold

Dræbt mand er identificeret

Politiet formoder, der har været tale om et opgør i byens misbrugsmiljø.

Krimi
jro

Den mand, der lørdag aften blev fundet livløs ved biblioteket på Rendsburggade i Aalborg og kort efter afgik ved døden, er nu identificeret.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den døde er en 38-årig mand og Nordjyllands Politi formoder, at der er tale om et opgør i misbrugsmiljøet.

»Det første døgn efter et drab er enormt vigtige for det fortsatte efterforskningsarbejde, så vi har sat rigtig mange ressourcer på sagen. Vi er i fuld gang med at afhøre vidner og arbejder fortsat på at sikre spor i sagen. Der er endnu ikke et klart billede af hændelsesforløbet, men vi arbejder med forskellige hypoteser,« siger Sune Myrup, vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi.

Det betyder, at beboerne i området omkring Rendsburggade, Nytorv og Østerbro vil se et større opbud af uniformerede betjente.

»Men der er ingen grund til at føle sig utryg,« understreger Sune Myrup.

Han opfordrer desuden alle med viden om sagen til at kontakte politiet.

De tre anholdte – to mænd og en kvinde – ventes fremstillet i et lukket grundlovsforhør i løbet af søndagen.

De nærmeste pårørende til den dræbte er underrettet.

Foto: Presse-fotos.dk.