Meget dårlig timing: Stoppet af politiet med hvidt pulver under næsen
Politiet fandt også noget, de ikke skulle på manden.
Hvis man ikke har helt rent mel i posen, er det sjældent optimalt at blive stoppet af politiet. Man kan dog blive stoppet på mere og mindre heldige tidspunkter. Nogle tidspunkter gør umiddelbart politiets arbejde ret nemt.
Sådan et tidspunkt fandt sted sådan cirka lørdag kl. 11.26 i Næstved.
Det fremgår Sydsjællands og Lolland-Falsters døgnrapport fra weekenden.
For her så en politipatrulje, der kørte på Kalbyrisvej i Næstved, en mand på fortovet, som betjentene besluttede sig for at tjekke. Her stoppede politiet en 41-årig mand fra byen, som havde noget hvidt pulver under næsen.
Og da politiet visiterede manden, fandt betjentene skam også et gram amfetamin, som blev konfiskeret. Den 41-årige med pulver under næsen blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.