'Jasmin' sov i skrotbiler og var butikstyv om dagen: Stjal for 100.000 kr. på en god dag
Det danske politi og retsvæsen er alt for blødsødent, fortæller professionel tyv
24-årige 'Jasmin' har tyrkisk-kurdiske rødder og er fra Københavns vestegn. Gennem tre år levede hun som prfessionel butikstyv. Om natten sov hun i skrotbiler, og på en god dag formåede hun at stjæle varer til en værdi af op mod 100.000 kroner.
Det er TV2 Nyhederne, der bringer et langt og grundigt indslag om butikstyven 'Jasmin', og det sker i forbindelse med TV 2-dokumentaren 'Hvor er politiet?', hvor hun medvirker anonymt. 'Hvor er politiet?' er en dokumentar i to dele, som handler om det lovløse Danmark, og som sendes mandag den 19. og torsdag den 22. hovember.
Jasmin vågnede ved 10-11-tiden og rullede en joint. Så tjekkede hun sms’er med bestillinger fra sine faste kunder. Hun tjente store summer på butikstyverierne. Omkring en million alene på parfumer, anslår hun.
Med sin historie ønsker hun at sætte fokus på den lovløshed, der ifølge hendes egne observationer har sneget sig ind i alle lag af samfundet. Hun mener, at det danske politi og retsvæsen er alt for blødsødent - hun har selv fået alt for lang snor, mener hun.
I de tre år levede hun nærmest som en slags nomade, og hun havde kun ganske få ejendele. I stedet for at vaske sit tøj stjal hun hele tiden noget nyt og smed det gamle ud.
"Jeg tror, jeg har stjålet den samme t-shirt måske 100 gange, fordi jeg kunne lide at gå med den," fortæller hun.
Det varede dog ikke lang tid, før tyverierne blev til andet og mere end bare overlevelse for Jasmin. For hver dag, der gik, blev hun mere og mere professionel og modig. Nu var det ikke længere kun Bilka, Føtex og mindre supermarkeder, hun udså sig til sine tyverier. Hun begyndte at gå efter mere specialiserede butikker som Matas, der havde større mængder af let omsættelige og værdifulde varer. Især parfume.
"Jeg stjal for rigtig mange penge. Og solgte for mange penge. Måske stjal jeg 150 parfumer på en dag. 150 gange 200. Det er mange penge, lyder det fra Jasmin, der omtaler sig selv som 'Parfumedronningen'.
Varerne blev solgt via de sociale medier, og køberne var fra alle sociale lag. Til Jasmins overraskelse var der også læger, advokater og andre velstillede borgere blandt kunderne, fortæller hun.
Første afsnit af dokumentarserien 'Hvor er politiet?' om det lovløse Danmark kan ses allerede nu på TV 2 PLAY - eller mandag den 19. og torsdag den 22. november klokken 20.00 på TV 2.