Fortsæt til indhold

44-årig sigtet for at stikke sin mor ihjel: Blev ført bæltefikseret ind i retten

44-årig mand er sigtet for at have dræbt sin 65-årige mor. Han erklærede sig skyldig i retten i Aarhus, inden grundlovsforhøret blev lukket for offentligheden.

Krimi

To betjente med pistoler ved hoften står omkring den 44-årige mand, som kommer bæltefikseret ind i sal 13 i Retten i Aarhus.

Han blev anholdt sent onsdag aften og er sigtet for at have dræbt sin mor, som er den 65-årige kvinde, der blev fundet død i Sabro.

Grundlovsforhøret begynder.

Den sigtede er stadig bæltefikseret. Han bevæger sig i kejtede træk, ikke bevægelser. Han kæmper med at slæbe fødderne frem. De sorte badesandaler afgiver en kradsende lyd mod gulvet, hver gang han tager et skridt.

Han reagerer kun med sagte ord og sætter sig ved siden af sin advokat, hvorefter bæltefikseringen bliver taget af.

Han klør sig over ørerne og kører hånden gennem håret.

Skægget løber ind under hagen og stopper ved halsen.

Han ser forskrækket ud.

Tolken ankommer

Den 44-årige mand ser medtaget ud. Hans meget mørke øjne stirrer ned i bordet, mens underlæben er skubbet let frem. Han ser mut ud.

Forsvarsadvokaten beder om en tolk for at undgå misforståelser. Den sigtede taler grønlandsk og delvist dansk.

Tolken ankommer 17 minutter for sent. Hun sætter sig ned, og dommeren beder tolken og den sigtede om at tale sammen, så de kan fastslå, om de forstår hinanden på grønlandsk.

»Sigtede er sigtet efter straffelovens §237, manddrab. For at have stukket sin mor i halsen med en kniv, 15. februar,« siger Mathilde Paulsen, anklager for Østjyllands Politi.

Den 44-årige mand erkender drabet på sin mor.

Efterfølgende beder anklageren om lukkede døre, mens forsvareren beder om navneforbud. Pressen protesterer dørlukningen og dommeren forlader lokalet for at beslutte, hvad der skal ske i sagen.

Sagen er yderst alvorlig, og politiets efterforskning er på et ekstremt tidligt punkt, derfor fastholder dommeren dørlukning og navneforbud.