Gjorde kvindes liv til levende helvede
En 38-årig mand er anklaget for 24 forbrydelser, heriblandt voldtægt, vold og trusler på livet - blandt andet imod én kvinde igennem et år.
»Jeg kommer og sprætter dig op, jeg skal nok få ram på dig.«
Sådan lyder et par af de mange trusler på livet, en 38-årig mand er tiltalt for.
Den 38-årig mand fra Højbjerg i Aarhus er anklaget for ikke mindre end 24 lovovertrædelser. Heriblandt trusler på livet, men også voldtægt og fysisk og psykisk vold mod sin partner.
Grove anklager
Han nægter sig skyldig i forholdene omkring trusler, voldtægt og vold, oplyser mandens forsvarsadvokat Mie Holm Quast til TV2 Østjylland.
Manden er anklaget for at have voldtaget en kvinde flere gange, samt at tisse og spytte på hende.
Han er også anklaget for at have udøvet fysisk og psykisk vold mod en kvinde over mere end et år.
Ifølge anklageskriftet har han udøvet fysisk vold imod kvinden ved at slå og sparke hende, slukke cigaretter på hendes krop og stikket fingre i øjnene på hende.
Derudover er han anklaget for at udøve psykisk vold mod hende på 23 forskellige måder. Blandt andet ved at beordre hende til at sidde nøgen på et gulv i fem timer, imens han kastede vand på hende, at undersøge hendes skede efter telefoner og afklæde hende og binde hendes fødder, så hun ikke kunne forlade stedet.
Havde videoovervågning
Det fremgår også af anklageskriftet, at manden har installeret et videoovervågningskamera ved entredøren til lejligheden, så han kunne kontrollere, at kvinden ikke forlod stedet, når han ikke var der.
Syv gange er manden anklaget for at have truet nogen på livet. I anklageskriftet fremgår det, at han blandt andet har holdt en kniv for struben af en person og truet dem på livet, fordi de ’udøvede sort magi’.
»Det næste bliver, at jeg stikker en af dem ned, og så må der mistes liv på det her,« er en af de trusler, den tiltalte ifølge anklageskriftet skal have sagt.
Udover voldtægt, vold og trusler er den 38-årige mand også anklaget for at have begået to røverier.
Ifølge anklageskriftet har manden forsøgt at begå tyveri mod den samme vekselautomat på en tankstation i Horsens med kun en måneds mellemrum.
Begge gange mislykkedes, da vekselautomaten i begge tilfælde ikke kunne brydes op.
Havde våben
Manden er også tiltalt for at have været i besiddelse af våben. Manden er først tiltalt for at være i besiddelse af en peberspray. Et halv år efter er han igen tiltalt for at være i besiddelse af en peberspray, og at forsøge at tage den med ind i retten i Aarhus.
Anklageren ønsker at den 38-årige dømmes til forvaring.
Da manden ikke er dansk statsborger, mener anklageren, at manden derudover bør udvises af Danmark for bestandigt og få et indrejseforbud.
Retssagen startede den 10. februar ved retten i Aarhus. Der er sat syv dage af til at gennemføre sagen, og dommen er planlagt til at skulle falde den 17. marts.