Sigtelse: 20-årig stak mand med flere knivstik
Han er nu sigtet for drabsforsøg og er tirsdag i retten blevet fremstillet i grundlovsforhør. Han blev idømt varetægtsfængsling.
En 20-årig mand blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi på Twitter.
Den unge mand er sigtet for drabsforsøg efter et brutalt knivoverfald ved Frederikssundvej og Hyrdevangen i Brønshøj mandag aften. Retten valgte at varetægtsfængsle den 20-årig mand i 28 dage.
Ukendt relation
Offeret - en 21-årig mand - blev ved overfaldet alvorligt såret. Politiet rykkede talstærkt ud til gerningsstedet kl. 19.02, og her fandt man det 21-årige offer ilde tilredt. Han var blev stukket med flere knivstik, oplyste Københavns Politi.
Kort efter kunne politiet så anholde den 20-årige, som man formoder står bag overfaldet. Hvilken relation de to mænd har til hinanden, og om de har en relation til bandemiljøet, har politiet ikke villet udtale sig om.
Indenfor visitationszone
Politiet har dog bekræftet, at overfaldet skete indefor den visitationszone, som er blevet etableret på Nørrebro og i Nordvest, og som stadig gælder frem til 22. februar kl. 18.
Visitationszonen blev etableret i starten af februar efter en række knivstikkerier i København.
»Vores formodning er, at flere af knivstikkerierne i slutningen af december og frem til begyndelsen af februar er opgør mellem unge med tilknytning til to kriminelle grupper,« sagde politiinspektør Tomas Marko Juhl dengang.