Fortsæt til indhold

Tumult afslører: Finne tog på værtshus med økse i rygsækken

Han var ikke klar over, at man ikke måtte have sådan en med i byen i Danmark.

Krimi
am

En finne blev en økse fattigere onsdag aften.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Inden det dog kom dertil, var der dog opstået lidt uorden mellem to mænd ved et værtshus på Havnen i Køge, så politiet rykkede ud til stedet kl. 21.18.

Det viste sig, at der var opstået en strid mellem en 28-årig mand fra Finland og en 48-årig mand fra Tureby, der havde medført lidt tumult, men dog uden at politiet fandt grundlag for at sigte nogen af de to for den uorden. Der var dog noget andet.

For den 28-årige finne medbragte en rygsæk, og i den fandt politiet en cirka 35 cm lang økse. Og da han ikke havde det, politiet kalder et »anerkendelsesværdigt formål« at bruge øksen til ved værtshuset, så sigtede politiet ham for at overtræde våbenlovgivningen, og øksen blev beslaglagt som bevis.

Den 28-årig anerkendte beslaglæggelsen af øksen og oplyste spontant, at han ikke lige var klar over, at en økse ikke måtte medbringes under disse omstændigheder i Danmark. Han kan senere forvente at modtage en bøde som afgørelse på sagen.