Et år efter Ruslands invasion af Ukraine: Ecco ramt af hærværk
Den danske sko-virksomhed Ecco er blevet ramt af hærværk ved virksomhedens hovedkontor i Tønder.
Det skriver Avisen Danmark.
Her er en sten ved Ecco Centret ud til Vestre Omfartsvej i Tønder blevet bemalet med et ’Z’, som også er blevet et symbol på Ruslands invasion i Ukraine.
Grafitti-hærværket falder samtidig på et-årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine. Gerningspersonen (eller personerne) er ikke identificeret endnu, oplyser politiet.
»Jeg kan bekræfte, at vi modtaget en anmeldelse tidligt i morges omkring hærværk. Men jeg kan ikke sige så meget andet, bortset fra, at vi selvfølgelig søger vidner til dette her. Så hvis nogen har set noget, hører vi meget gerne fra dem,« fortæller Chris Thorning Vesterdal fra Syd- og Sønderjyllands Politi, som henviser til, at man kan ringe til politiet på 114, hvis man har oplysninger i sagen.
I stormvejr
Ecco har det seneste års tid været i en del modvind herhjemme, fordi man ikke har trukket sig ud af Rusland.
Ecco mistede også sidste år titlen som kongelig hofleverandør, som man ellers havde været siden 1991. Kongehuset sagde ikke direkte hvorfor, Ecco var blevet droppet, men til B.T. udtalte kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby:
»Vi kommenterer som udgangspunkt ikke konkrete sager, men vi følger selvfølgelig med i, hvordan tingene udvikler sig,« lød det lettere vævende svar.