To teenagere døde: Nu har ung mand meldt sig selv
Tre personer blev mandag aften stukket ned på Skjebjerg Allé i Taastrup, hvoraf to unge mænd på henholdsvis 17 og 18 år afgik ved døden.
Nu er der så nyt i den tragisk sag. For en 17-årig ung mand har meldt sig selv til politiet. Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Den 17-årige meldte sig selv til politiet tidligere på eftermiddagen og blev med det samme anholdt. Politiet mistænker ham for at være impliceret i sagen, og han er nu sigtet for drab.
Den 17-årige bliver efter planen fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup i løbet af i morgen.
»Selv om vi nu har anholdt en person i sagen, fortsætter efterforskningen, og vi vil i den forbindelse stadig bede om offentlighedens hjælp. Vi opfordrer således fortsat vidner, og andre, der måtte have oplysninger, som eventuelt kan være relevante for sagen, til at henvende sig,« siger vicepolitiinspektør Peter Malmose.
Vidner i sagen kan kontakte Københavns Vestegns Politi hele døgnet på telefon 43 86 14 48.
I forbindelse med grundlovsforhøret kommer anklagemyndigheden til at begære om lukkede døre. Derfor har Københavns Vestegns Politi ikke yderligere kommentarer i sagen for nu.