Fortsæt til indhold

Tog koben frem og gik amok på pakkebud

Nu er han sigtet for grov vold.

Krimi
am

Tirsdag formiddag fik politiet på Sydsjælland og Lolland-Falster en anmeldelse fra et pakkebud, der kørte på Møn.

Det oplyser politiet i døgnrapporten.

På en vejstrækning ved Røddinge kørte han efter en anden bil, som han overhalede. Senere overhalede den anden bil pakkebudet, og kørte ind foran varebilen og bremsede hårdt op.

Ifølge chaufføren tog den anden bilist så et koben frem, som han smadrede et sidespejl på varebilen med, og han ramte også chaufføren med kobenet på den ene hånd.

Herefter forlod den voldelige bilist stedet, men på baggrund af registreringsnummeret fandt politiet voldsmanden. Det var en 63-årig mand fra lokalområdet, som blev anholdt klokken 12.49 og sigtet for grov vold.

Manden blev taget med til politistationen i Vordingborg, hvor han blev anholdt, inden han blev løsladt igen umiddelbart efter.