Fortsæt til indhold

Kiggede væk et kort øjeblik - pludselig var fisker forsvundet: Endte i stor redningsaktion

Cirka fire timer senere afblæste man eftersøgningen.

Krimi

Omkring kl. 14.45 lørdag indløb en anmeldelse om en mulig drukneulykke ud for kysten ved Aarhus. Det var ved området omkring Ørnereden mellem Marselis Skovene og Aarhus Bugt, at en kvindelig anmelder slog alarm.

»Lige pludselig var han væk, efter hun vender sig om for at tale med nogle ude på Ørneredevej,« siger Chris Mose, vagtchef ved Østjyllands Politi, til Din Avis Aarhus.

For øjeblikket inden havde den kvindelig anmelder set en fisker - som på et kort øjeblik altså nu var pist forsvundet. Og det får hende til at slå alarm.

»Hun er ikke helt sikker på, om fiskeren står ude i vandet, fordi hun ser det fra en skrå vinkel, og der er de her stenhøfter - eller kystbeskyttelse - og der står han to høfter længere nede. Så reelt set kunne han formentlig godt have stået på stranden, men det kan vi ikke sige med sikkerhed, for der er kun en anmelder på det, og der kommer ikke flere anmeldelser,« siger vagtchef Chris Mose.

Foto: Presse-fotos.dk

Både, dykkere og helikopter

Det var Joint Rescue and Coordination Center (JRCC), som er en enhed under Søværnet, og som koordinerer redningsaktioner på havet, der stod for eftersøgningen af den forsvundne fisker, som man altså frygtede var faldet i vandet.

Her ledte man med både, dykkere og helikopter, oplyser vagtchefen ved Østjyllands Politi. Og det gjorde man i lige under fire timer.

»De siger fra JRCC, at vandet har været klart og roligt, så dykkerne har kunnet se meget nede i vandet,« siger Chris Mose.

»Man finder ikke noget, og på det tidspunkt er der ikke meget strøm i bugten, og det strøm, der er, burde føre ham ind mod kysten. Så hypotesen er, han ikke er faldet i vandet, men blot er gået op på stranden. Vi har heller ikke fået nogen meldinger om, at nogen skulle være savnet, så vi tænker ikke, at han er røget i vandet,« siger vagtchefen.

Og efter fire timer vurderer man at stoppe eftersøgningen.

»JRCC’s primære opgave er at redde, hvis nogen kan reddes, og hvis der har været en fisker i vandet, så har man heller ikke nogen chance for at overleve efter fire timer i vandet, og så er det deres udgangspunkt at stoppe eftersøgningen der,« lyder det afslutningsvist fra Chris Mose, vagtchef ved Østjyllands Politi.