Fortsæt til indhold

30-årig mistænkt for at have svindlet sig til spilgevinster for flere millioner kroner

En 30-årig mand er onsdag blevet varetægtsfængslet i en sag, hvor to andre mænd også er varetægtsfængslet.

Krimi
jwh

Tre mænd er nu varetægtsfængslet i den samme sag om databedrageri af særlig grov beskaffenhed, efter en 30-årig mand onsdag formiddag blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Den 30-årige mand er sigtet for på uberettiget vis at have fået udbetalt spilgevinster for flere millioner kroner. I slutningen af april blev to øvrige mænd anholdt i sagen efter en koordineret indsats, hvor Østjyllands Politi på baggrund af efterforskning af sagen kunne anholde mændene og sigte dem for databedrageriet.

Lukkede døre

Østjyllands Politi ønsker på nuværende tidspunkt ikke at komme med flere oplysninger i sagen, da onsdagens grundlovsforhør foregik bag lukkede døre.

Den 30-årige mand blev varetægtsfængslet i knap to uger frem til tirsdag den 23. maj, hvor også fristen for de to øvrige personers varetægtsfængsling i sagen udløber, oplyser politiet i døgnrapporten.