Mand sigtet for drabsforsøg mod 34-årig
Formodet gerningsperson blev anholdt på adresse ved Skanderborg.
En 34-årig mand fra Jelling er onsdag morgen blevet anholdt og sigtet for forsøg på manddrab mod en 34-årig mand fra Skanderborg-området.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet modtog omkring klokken syv en anmeldelse om, at en mand var blevet stukket med en kniv på en adresse omkring Skanderborg.
Den formodede gerningsperson blev anholdt på adressen.
Den 34-årige mand, der blev udsat for knivoverfaldet, er uden for livsfare.
Den sigtede er onsdag klokken 14 blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens. Anklageren fra Sydøstjyllands Politi har anmodet om lukkede døre.
Sydøstjyllands Politi vil nu efterforske sagen nærmere for at finde ud af, hvorfor knivoverfaldet fandt sted.
»Politiet har ikke yderligere oplysninger at dele med offentligheden på nuværende tidspunkt,« lyder det afslutningsvist i pressemeddelelsen.