Fortsæt til indhold

Én har meldt sig i kidnapningssag: Politiet jagter dog stadig 24-årig

Ved man, hvor han befinder sig, bedes man kontakte politiet på telefon 114.

Krimi
am

Opdatering: 31. januar 2024 oplyser Østjyllands Politi på det sociale medie X, at den 24-årige nu også er blevet anholdt - det blev han på en adresse i Spanien af spansk politi, vi har derfor fjernet navn og billede af den 24-årige.

Mens en 21-årig og 24-årig mand i dag, tirsdag, bliver fremstillet ved Retten i Aarhus sigtet for grov vold, afpresning, trusler og frihedsberøvelser mod en 22-årig, så er en mistænkt i sagen stadig på fri fod.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

Foruden de to, der fremstilles i retten tirsdag, så er en tredje allerede varetægtsfængslet. Men politiet leder stadig efter en. Og det er 24-årige (navn).

Han er af politiet mistænkt for at have været medvirkende til blandt andet grov vold og frihedsberøvelse mod en 22-årig mand.

Østjyllands Politi oplyser, man løbende har forsøgt at få den 24-årige til at melde sig selv til politiet og også i flere omgange været i telefonisk kontakt med ham og søgt efter ham på relevante adresser - men indtil videre uden held.

»Derfor beder vi nu om offentlighedens hjælp til at finde frem til ham,« skriver politiet.

Har man set manden, der formodes at færdes i Aarhus-området og omegn, eller ved, hvor han befinder sig, så bedes man ringe til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.