3-1 til AGF - 1-0 til vagterne
En baneløber ved tirsdagens Superligakamp blev hurtigt overmandet.
Foran tusindvis af tilskuere og fjernsynsseere valgte en 23-årig mand at forcere banderne og løbe ind over banen, da Randers FC og AGF tørnede sammen på Cepheus Park i 8900.
Fodbold kan få de helt store følelser frem hos mange, men nogle gange kan euforien blive lidt for stor – og uanset hvor begejstret man er, så skal man overholde lovgivningen, lyder opfordringen fra Østjyllands Politi i den forbindelse.
Tirsdag aften klokken 20.18 valgte en 23-årig AGF-fan at løbe ind over banen på stadion i Randers - midt under Superliga-kampen mellem Randers FC og AGF.
Han blev hurtigt fanget af vagterne og ført ud af banen, hvor han efterfølgende modtog en sigtelse af politiet for husfredskrænkelse.
Han blev desuden sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde hash i lommen.
AGF vandt for øvrigt kampen 3-1.