Fortsæt til indhold

Politiet melder ud om kidnapning-sag: Forsøgte at flygte

Tirsdag aften blev 44-årig mand fundet sammen med sin 14-årige søn, som han havde kidnappet. Faderen er foreløbig varetægtsfængslet i fire uger.

Krimi
ksa

Østjyllands Politi fremstillede i dag klokken 11.00 en 44-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for unddragelse af forældremyndighed ved at have bortført sin 14-årige søn, som er anbragt uden for hjemmet.

Episoden fandt sted mandag eftermiddag den 12. juni, hvor faderen i bil samlede sin søn op på en adresse i Risskov foran flere øjenvidner, som anmeldte episoden til politiet. Den 44-årige blev efterfølgende efterlyst i politiets systemer, da der var mistanke om, at han ville føre sin søn ud af landet.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Tirsdag aften klokken 21.30 blev den 44-årige og den 14-årige fundet sammen i en lejlighed på en adresse i Brabrand, hvorefter faderen blev anholdt nogle hundrede meter derfra efter et kortvarigt flugtforsøg. Han blev i første omgang indhentet af en hundepatrulje, inden han blev anholdt med den fornødne magt af flere betjente fra Østjyllands Politi.

På adressen blev også mandens 15-årige datter fundet af politiet. De sociale myndigheder er inddraget i forhold til den videre håndtering af børnene.

Anklagemyndigheden anmodede om dørlukning til dagens grundlovsforhør, der endte med, at den 44-årige blev varetægtsfængslet i fire uger. Han kærede kendelsen til landsretten og nægter sig skyldig.

Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.