Fortsæt til indhold

Storsmugler dømt: Snupper friværdi, 800.000 kroner, hans bil og et Rolex og kaster ham ud af landet

Manden er den syvende, der straffes i den omfattende sag.

Krimi
jro

Optrevlingen af et netværk bag indsmuglingen af store mængder kokain og hash til Danmark har nu ført til endnu en dom i stort sagskompleks.

Det skriver NSK, National enhed for Særlig Kriminalitet, i en pressemeddelelse.

En 38-årig mand har som den syvende person fået en fængselsstraf i et sagskompleks, der drejer sig om store mængder kokain og hash, der er blevet indsmuglet til Danmark.

Det er sket torsdag ved Retten i Randers, hvor NSK har fået den 38-årige mand idømt 15 års fængsel for sin rolle i en narkotikaorganisation, der har stået bag indsmugling af 157 kilo kokain og 3,4 tons hash.

Knap 40 kilo kokain

Den dømte tilstod over for en dommer, at han i en periode fra august 2020 til januar 2021 sammen med en allerede dømt gerningsmand indsmuglede samlet 39,4 kilo kokain, 243 kilo hash og to kilo ketamin.

Den 38-årige tilstod også - og blev dømt for - besiddelse af 500 kilo hash, indkøb og videresalg af yderligere 60 kilo hash samt planlægning af indsmugling af yderligere 30 kilo kokain.

Forbrydelserne skete i ledtog med en 33-årig mand, der i februar fik 17 års fængselsstraf for at være den centrale person i narkotikaorganisationen.

Jylland, Fyn - og Spanien

Sagen begyndte, da NSK med assistance fra Fyns Politi, Sydøstjyllands Politi, Østjyllands Politi, spansk politi og Skattestyrelsen slog til i en omfattende aktion mod indsmugling af store mængder hård narkotika og hash.

Under aktionen 5. april 2022, hvor 20 adresser blev ransaget, beslaglagde politiet omkring ét ton hash samt en mindre mængde hård narkotika, ligesom der blev beslaglagt værdier svarende til omkring seks millioner kroner.

Blandt andet er adresser i Sivested på Djursland, Hammel, adresser i Ry-området, i Viby J og Risskov nævnt i den omfattende sag.

Tilstod

I retten tilstod den 38-årige også at han i tre tilfælde under særligt skærpende omstændigheder var i besiddelse af i alt fire håndvåben; tre pistoler og en revolver samt tilhørende ammunition.

»En omfattende efterforskning har afdækket, hvordan den dømte ad flere omgange deltog i indsmuglingen af store mængder kokain og hash, ligesom den har blotlagt, at han var i besiddelse af både pistoler og en revolver. Det er selvsagt meget alvorligt, og jeg er derfor tilfreds med, at retten har udmålt en lang fængselsstraf samt har valgt at udvise ham af Danmark,« siger Lise Hebsgaard, specialanklager ved NSK.

Retten i Randers udviste ham af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.

Som følge af dommen konfiskerede retten friværdi i et hus, en bil, indeståender på to konti, kontanter i både dansk og svensk valuta for over 800.000 kroner samt et ur af mærket Rolex.

Den dømte har udbedt sig betænkningstid.