Fortsæt til indhold

Tyveri af million-yacht ligner »bestillingsarbejde fra et kriminelt miljø«

Natten til onsdag i sidste uge lykkedes det en eller flere gerningsmænd at slippe væk fra Marselisborg Havn med en 45 fod lang yacht. Nu er der en dusør på højkant.

Krimi

Onsdag den 23. august klokken 03.30 fangede et kamera på Marselisborg Havn en mand iført en blå kedeldragt gå om bord på en hvid yacht af typen Princess V45.

Få minutter senere optog et andet overvågningskamera, da yachten, som ejer Claus Dissing købte i 2017, gled ud af havnen for derefter at forsvinde i mørket.

Det har ud fra videomaterialet ikke været muligt at bekræfte, om der var flere gerningsmænd til stede. Men helt sikkert er det, at det har taget lang tid at få gang i båden, der har en forsikringssum på 2,5 mio. kr.

»Jeg kan se, at min gps-tracker er blevet slået fra omkring klokken 22.30 tirsdag aften, så de må have arbejdet på båden i et stykke tid,« siger bådens ejer, Claus Dissing.

Han forstår ikke, hvordan det har været muligt at starte båden uden brug af de elektriske nøgler, som han stadig er i besiddelse af.

»Du kan ikke bare trække i et kabel som med en almindelig speedbåd. Båden er elektronisk styret ved hjælp af et EVC-system, så vi forstår ikke, hvordan den er blevet startet. Det tyder desværre på, at det er professionelle, der står bag,« konstaterer Claus Dissing.

Den udlægning er Ralph Andersen, der håndterer sagen hos Bavaria Yachtforsikringer, hvor båden er forsikret, enig i.

»Det er ikke bare almindelige brugstyve, der har været på spil her. Vi har en formodning om, at der er tale om bestillingsarbejde fra et kriminelt miljø,« siger han.

Det ikke er første gang, at der bliver meldt både stjålet i Aarhus-området, tilføjer Ralph Andersen. Alligevel er tyveriet af den 45 fod lange yacht i en klasse for sig:

»Det er normalt udlejningsbåde, hvor gps-trackeren er blevet pillet ud på havet, der forsvinder. Men det er nyt, at en så stor båd her bliver stjålet direkte fra sin plads i havnen,« siger han.

Efterlyst hos Interpol

Østjyllands Politi var på havnen i et par timer, efter at Claus Dissing meldte båden stjålet, fortæller han. Ved siden af arbejder forsikringsselskabet på højtryk for at bringe båden tilbage til dens ejer. Forsikringsagenter er nu i gang med at få adgang til radar-data, der kan være med til at kortlægge bådens rute.

Samtidig er båden også efterlyst hos Interpol og i en masse europæiske havne, fortæller Claus Dissing.

Forsikringsselskabet har i forbindelse med eftersøgningen udlovet en dusør til den, der kan give oplysninger om, hvor båden befinder sig. Dusøren afhænger af den stand, som båden bliver fundet i:

»Jeg kommer ikke til at sige, at man får for eksempel 10 pct. af bådens værdi i dusør. Det får man i hvert fald ikke, hvis båden bliver fundet brændt. Men du får ikke bare 1.000 kr., hvis du finder den. Det kan jeg godt love dig,« siger Ralph Andersen fra Bavaria Yachtforsikringer.