Mand sigtet for drab: Døde kvinder fundet i samme lejlighed
I juli holdt politiet kortene helt ind til kroppen.
En 24-årig mand er sigtet for manddrab ved at have dræbt en 18-årig kvinde, som søndag aften blev fundet død i en lejlighed på Gudrunsvej i Gellerup.
Derudover sigtes han for at have dræbt en 23-årig kvinde på samme adresse den 24. juli i år, det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Østjyllands Politi modtog søndag klokken 18.21 et 1-1-2-opkald vedrørende en livløs kvinde i en lejlighed på en adresse i Aarhus V. Politi, ambulance og læge blev straks sendt til stedet, men kvindens liv stod ikke til at redde, og kvinden blev erklæret død på stedet, oplyser politiet.
»Der er tale om en meget alvorlig hændelse, hvor en 18-årig kvinde har mistet livet under mistænkelige omstændigheder,« sagde vicepolitiinspektør Thomas Schouby Hansen fra Østjyllands Politi i forbindelse med dødsfaldet.
Fremstilles i grundlovsforhør
Da der var flere mistænkelige omstændigheder ved dødsfaldet, indledte Østjyllands Politi en efterforskning, og foretog grundige undersøgelser på og omkring adressen.
Beboeren i lejligheden, en 24-årig mand, blev klokken 18.42 anholdt og senere afhørt, og han fremstilles altså nu mandag klokken 14.00 i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
»Vi er stadigt meget tidligt i efterforskningen, så der er en del ubesvarede spørgsmål. Men der er flere mistænkelige omstændigheder, der gør, at vi har sigtet ham for manddrab,« siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard.
Ikke første gang
En af de omstændigheder, som vicepolitiinspektøren nævner, er det faktum, at der 24. juli også blev fundet en død kvinde på den 24-åriges adresse. Hun blev 23 år gammel.
Dengang var Lokalavisen.dk i kontakt med Østjyllands Politi, der ikke ville uddybe politiets tilstedeværelse på adressen.
»Dengang foretog vi nogle grundige undersøgelser, og der var ikke umiddelbart noget, der indikerede, at der var sket noget kriminelt. Men det er klart, at vi nu ser sagen i et andet lys,« siger Flemming Nørgaard, der tilføjer, at efterforskningen stadig er i sin spæde start.
»Der ligger en del efterforskningsarbejde og tekniske undersøgelser foran os, så på nuværende tidspunkt er der flere ubekendte i forhold til, hvad der præcist er sket. Vi ved dog, at den sigtede og de to kvinder har haft et forudgående kendskab til hinanden,« siger vicepolitiinspektøren.
Af hensyn til den videre efterforskning ønsker Østjyllands Politi p.t. ikke at oplyse yderlige detaljer om sagen.
Kvindens pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.