Ung mand fandt frem til sine mistede høretelefoner i Hadsten
Sporede sine høretelefoner til fremmed adresse.
En 21-årig mand fra Tilst kontaktede søndag eftermiddag politiet for at fortælle, at han via en app på sin telefon kunne se, at hans høretelefoner befandt sig på en adresse i Hadsten.
Høretelefonerne havde han mistet nogle dage forinden, så politiet sendte en patrulje til adressen i Hadsten, hvor de mødte den 21-årige, der kunne vise, at høretelefonerne var på stedet.
Betjentene tog derfor kontakt til stedets beboer, en 42-årig mand, der blev fundet i besiddelse af høretelefonerne, som han ifølge Østjyllands Politi havde fundet og taget med hjem, hvilket er ulovligt.
Beboeren blev sigtet for ulovlig omgang med hittegods, og den unge mand fra Tilst fik sine høretelefoner tilbage.