15-årig anholdt i Hadsten: Hærværk mod 18 busser og seks biler
Omfattende skader efter hærværk løber op i flere hundrede tusinde kroner.
18 busser og seks biler hos et busselskab på Nyholmsvej i Randers NØ blev vandaliseret om morgenen søndag 24. september.
Hærværket blev anmeldt til Østjyllands Politi klokken 8.50, men politiet oplyser, at kriminaliteten formentlig er sket mellem klokken 5 og 7.
Der var blandt andet knust flere ruder og tømt en pulverslukker i en af busserne. De omfattende skader løber op i flere hundrede tusinde kroner, oplyser politiet.
En politi-patrulje sikrede spor på stedet og gennemså overvågningen hos busselskabet. Det førte til, at politiet hurtigt fik mistanke til to 15-årige drenge.
»Vi har ingen yderligere kommentarer til, hvorfor det lige er de to, vi mistænker,« siger Emil Enemark Sørensen, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.
De to drenge blev efterfølgende truffet på adresser i henholdsvis Hadsten og Randers. Politiet har ingen kommentar til, hvorvidt den ene dreng bor på adressen i Hadsten.
Begge de 15-årige blev anholdt og sigtet for groft hærværk. Drengenes forældre og de sociale myndigheder er underrettet om sagen.