Fortsæt til indhold

Barfodet indbrudstyv på spil hjemme hos ældre borgere i Hammel

Ældre borgere har fået stjålet smykker af den samme indbrudstyv.

Krimi
jr

Østjyllands Politi har det forgangne døgn fået fem anmeldelser om indbrud i private boliger i Hammel-området, hvor gerningsmanden blev overrasket på fersk gerning inde i hjemmet. De fem indbrud er alle sket søndag indenfor tidsrummet mellem klokken 10.30 og 13.30.

Blandt andet på Elkjærsvej i Hammel, hvor den kvindelige beboer søndag omkring middagstid opdagede en mand, der stod i hendes hjem, og da hun råbte ham an, hoppede han hurtigt ud af et vindue med nogle smykker, han havde stjålet.

På Jens Madsensvej i Voldby ved Hammel var det en mandlig beboer, der pludseligt opdagede en ubuden gæst i soveværelset. Også her nåede gerningsmanden at få fat i nogle smykker, inden han stak af via et åbent vindue.

På Gl. Frijsenborgvej i Hammel var gerningsmanden på spil i to lejligheder ved siden af hinanden. Her kom han formentligt ind via en ulåst fordør, og i begge tilfælde skyndte han sig ud samme vej, da han blev opdaget af beboerne. Her nåede han ikke umiddelbart at få fat i nogle værdier.

På Bredefeldsvej i Hammel stod gerningsmanden pludselig i entréen, hvor beboeren bad ham om at forsvinde. Han stak efterfølgende af med flere smykker og en pung.

I alle tilfælde gik indbrudstyven rundt i bare fødder, og da alle indbruddene er sket hos ældre beboere, er politiet overbeviste om, at der er tale om samme gerningsmand.

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere og opfordrer folk til at anmelde det, hvis de har haft besøg af den barfodede mand. Man kan ringe på telefon 114, hvis man har oplysninger.

Udover de fem indbrud i Hammel har der også været et indbrud i Hinnerup, som det fremgår af oversigten fra Østjyllands Politis døgnrapport over de anmeldte indbrud:

  • På Gl. Frijsenborgvej i Hammel begået søndag 1. oktober kl. 10.30
  • På Gl. Frijsenborgvej i Hammel begået søndag d1. oktober kl. 10.30
  • På Jens Madsensvej i Voldby begået søndag 1. oktober mellem kl. 11.40 og kl. 11.45
  • På Elkjærsvej i Hammel begået søndag 1. oktober kl. 12.08
  • På Bredefeldsvej i Hammel begået søndag 1. oktober mellem kl. 13.00 og kl. 13.30
  • På Møllevangen i Hinnerup begået mellem fredag 29. september kl. 14.00 og søndag 1. oktober kl. 15.23